Hans Enevoldsen
Fra 1952 ses Jens Erik Enevoldsen på Jyderup Realskole i V Underklasse1 - Mellemskoleeksamen i 19562
Jyderup Kirkebog oplyst at han bor hos bedsteforældre savværksarbejder Hans Enevoldsen, Teglværksvej 37, Jyderup konfirmeret 25/9. 1955. 3
I Kalundborg Folkeblad 30/1.1979 ses Jens Erik Enevoldsen som formand for SID hvis det er samme person4
Om Hans Enevoldsen kan man læse følgende i aviserne:

og 1975, 5. juli; Stadig noget at lære, Enevoldsen 77 år
Efter vel overstået operation på Kalundborg sygehus, forhørte 77-årige Hans Enevoldsen, Lindegården, Jyderup, om det ville være tilrådeligt med et rekreationsophold?
-"Ja, absolut..., skal det være på Klinktegård?" Næ, i Californien! lød Enevoldsens svar.
- Og som sagt, så gjort, for der er stadig sportsånd i Jyderup SGI's æresmedlem, som på sin væg i den hyggelige stue i Lindegården, har et sjældent klenodie: "Hæderstegn for fodbold!"
Hvad angår beslutningen om et trip til Californien, da hængte det sammen med et løfte til Enevoldsens 2 år yngre og eneste søster, Laura Rundberg, der bor i Sacramento, en by nær Stillehavet, cirka på størrelse med Odense og i voldsom vækst. Oprindeligt var de tre søskende i barndomshjemmet i Strøby-Egede i Sydsjælland, men en ældre bror er død. Broderdatteren, fru Laursen, Strandhusene ved Nykøbing S., fik lyst til, at tage med til Californien og blev altså sin farbrors rejseledsager i de tre uger rejsen varede - tre ugers fulde af oplevelser.
Det var 16 år siden Enevoldsen sidst havde set søsteren, der har boet i Amerika siden 1927, hvor hun blev gift med ingeniør Carl Sundberg. For de 16 år siden boede Laura og Carl Sundberg i Chicago og da varede besøget i tre måneder. Enevoldsen var dengang ledsaget af sin hustru, fru Kristine Enevoldsen.
For ca. et par år siden havde Enevoldsen den sorg, at miste sin hustru, men inden hendes sygdom havde de ofte talt om, at det ville være skønt om de kunne gentage besøget.
Hans Enevoldsen
For ca. 6 år siden rejste hr. og fru Sundberg til Californien for at nyde deres otium. Deres eneste datter bor i Sacramento. Kort efter at være flyttet dertil, døde Carl Sundberg pludseligt. Fru Sundberg bor nu i en pensionistbolig. Den er af lignende størrelse, som pensionistboligen i Lindegården, men der betales tre gange så meget i husleje i Sacramento - uden boligsikring.
Pensionen er til gengæld betydeligt højere, men der ydes ingen tilskud til medicin - og et sygehusophold skal man selv betale.
Sacramento - opkaldt efter floden - har lagt vægt på store grønne områder, parker med småskove og anden bevoksning for at storbyen ikke skal komme til at ligne en stenørken. Omgivelserne er meget naturskønne og på ture i de nærliggende bjerge, støder man hele tiden på plateauer med velholdte ranches, indtil man kommer over trægrænsen, op i de dejlige snelandskaber, der nydes i bagende solskin. I højde kan de dog ikke måle sig med Virginiabjergene, som Enevoldsen tidligere har "besteget"
Landbrugsdriften er meget forskellig fra, hvad der kendes i Danmark. Jorden er rødlig overalt, ingen steder findes sort muld, men afgrøderne står fantastisk fint. Det havde ikke regnet i 2 måneder, men overalt er der store vandingsanlæg og derfor ingen tørkeskader. Mange vandingsanlæg er forbundet med søerne og man har derved vandet billigt og skal ikke spare på det.
Trafikalt har vi noget at lære af Californien. Der er en enorm trafik, men tilsvarende hensynsfuldhed overalt. Fartbegrænsningen er på 90 km. - og den overholdes. Mest beundringsværdigt er det, at hvor stierne fungerer som fortove for gående, der kan også cykler og knallerter køre, uden gener af nogen art, takket være den nævnte, nærmest helt utrolige hensyntagen, lige gensidigt for alle parters vedkommende. "Jeg gad nok vide hvordan det ville gå herhjemme, hvis her skulle praktiseres det samme", siger Enevoldsen. "Det er faktisk slet ikke til at tænke på, men der er altså stadig noget at lære, selvom man er rundet de 77 år"
"Rekreationsrejsen" blev både gavnende og vellykket, men bedst synes Enevoldsen alligevel det er at være hjemme i sin rede igen.
Og så glæder Hans Enevoldsen sig stadig ved, at kunne følge samtlige fodboldkampe på Jyderup stadion, også junior-kampene, fordi han selv i mange år var træner for juniorspillerne. "Det er jo dem, der skal bygges videre på", siger Enevoldsen5

1954 marts; 25 års jubilæum
En afholdt, dygtig, arbejder, Hans Enevoldsen, Jyderup Savværk og stavfabrik, kan på lørdag fejre 25 års jubilæum for sin ansættelse. Hans Enevoldsen begyndte hos den tidligere direktør, men kun en måneds tid efter overtog direktør Brunaa lederstillingen og står således også foran et jubilæum.
Foruden at være en pligtopfyldende og dygtig arbejder har Enevoldsen også haft tid til at dyrke sin store fritidsinteresse, sporten og er meget populær blandt Jyderup ungdom og er bl.a. kasserer for J.S.G. & I.
Han har tidligere taget aktiv del i fodboldspillet og er ligeledes med i motionsgymnastikken. Enevoldsen er kendt for at yde sti bedste i alt, også hvor det gælder om at gøre et arbejde for ungdommen.
I sit hjem er han en omsorgsfuld og god familiefar. Hans gamle mor bor også i hjemmet, ligesom hr. og fru Enevoldsens datter og svigersøn, bagermester Sv. Ole Hansen, bor i samme ejendom. Da der også er børnebørn, er det således fire generationer som bor sammen og der hersker det smukkeste familieforhold.
Blandt arbejdskammerater og foresatte er Enevoldsen vellidt og agtet, og mange venner vil sikkert benytte lejligheden til at takke han for alt godt gennem årene6

1958 januar; 60 år Hans Enevoldsen
En flink og afholdt mand, kartonagearbejder Hans Enevoldsen, Teglværksvej, Jyderup, fylder torsdag den 30 januar 1958, 60 år.
Enevoldsen er født i Køge og opholdt sig i sin ungdom på Stevns egnen. Senere stiftede han og hustruen hjem i Sønderjylland, og Enevoldsen arbejdede på Gråsten Savværk. Direktør Majløv satte så stor pris på Enevoldsen, at han tog ham med sig, da direktøren omkring 1927-28 rejste til Jyderup Savværk.
Da Savværket blev overtaget af Mejeriernes Fællesindkøb, forblev Enevoldsen på sin arbejdsplads, hvor han stadig er, og hvor han har vundet alles agtelse og tillid. I en årrække var han i bestyrelsen og senere formand for træindustriarbejderens fagforbund. At han tillige var tillidsmand, var et af beviserne på, at såvel hans arbejdskammerater som foresatte respekterede ham, og navnlig værdsatte man hans udprægede retfærdighedssans i de sager, hvorom der kunne opstå tvistspørgsmål.
Sporten er Hans Enevoldsens store fritidsinteresse, og han har gjort et godt og uselvisk arbejde for Jyderup Idrætsforening, hvor han bl.a. har været kasserer, og hvor han for den kommende sæson er indvalgt i junior udvalget, ligesom han har lovet at tage sig af sportspladsens vedligeholdelse.
Hans Enevoldsen er en stabil og flittig arbejder, og i sit hjem er han en god familiefader. Mange er de, der omfatter ham med sympati og har sluttet venskab med den afholdte mand7

1959 feb.; Indbydelse til 2 måneders ferie i USA
Hans Enevoldsen og hustru, Jyderup, ud til det store rejseeventyr
Eventyret er kommet dumpende ind ad døren til kartonagearbejder Hans Enevoldsen og hustru, fru Kristine Enevoldsen, Jyderup, i form at en indbydelse til en 2 måneders ferie i USA.
Indbydelsen er kommet fra Hans Enevoldsens søster, der er gift med den danske ingeniør Carl Sondberg og bor i 159 gade i Chicago. Det er ca. 30 år siden, hr, og fru Sondberg rejste til Amerika, og de har mange gange i brevet givet udtryk for, at de gerne ville se deres familie derovre. For 10 år siden var de hjemme på besøg. Nu er der kommet en konkret indbydelse, som næsten ikke var til at sidde overhørig.
På 62 årsdagen
Kristine og Hans Enevoldsen har med glæde taget mod indbydelsen, og den 12. april rejser de med "Stavangerfjord". Det bliver netop på Fru Enevoldsens 62 årsdag. Hverken hun eller hendes mand har tidligere været ude på lange rejser.
De praktiske forhold er blevet ordnet med stor hjælpsomhed fra ingeniør la Cour, Jyderup, der gennem sit mangeårige arbejde for "Canadian National Railways" har hjulpet 15.000 emigranter med rejseformaliteter; men det er det første alderstegne ægtepar, han har hjulpet med at tilrettelægge ferierejse, og de vil få enekahyt både på ud- og hjemrejsen, takket være hr. la Cour.
Mejeribrugets Kartonageafdeling har vist stor venlighed, idet direktør Brunaa ikke blot har givet ferie, men også en erklæring om, at Enevoldsen skal blive genindsat i sit gamle arbejde.
Ikke sprogkyndig, men
Hverken hr. eller fru Enevoldsen er engelskkyndige, udover at fru Enevoldsen for et par år siden var på et 2 måneders sprogkursus, men de mener sagtens, det går alligevel, Hr. la Cour har overladt dem en parlør.
Her i bladet havde vi for et par år siden en artikel om fru Enevoldsen efter et ophold på højskole, og fik et levende indtryk af, at hun forstår at suge indtryk med vågne sanser. Hans Enevoldsen har indtil i år været et meget aktivt medlem indenfor Jyderup S.G. og I's bestyrelse, hvor han bl.a. trænede med de unge fodboldspillere, så også han har bevaret ungdommeligt sind, og ægteparret skal nok få udbytte af turen, som bliver deres livs eventyr8

1959 april; Dansk bogbinder og kartonageforbund, Jyderup afdeling
har holdt generalforsamling. Formanden Hans Enevoldsen, aflagde beretning og oplyste, af afdelingen har 19 medlemmer samt 7 ungarbejdere. Kasserer og sekretær, Poul Hansen, Høed, oplæste regnskabet, der balancerede med 522 kr. i forbindelse med generalforsamlingen talte formanden for forbundet, Helge Jørup, København, om interne forhold9

1954 jan.; Første private børnehave
Jyderup dame søger at løse det vanskelige problem
Fra tid til anden har man i Jyderup søgt at finde frem til en løsning på behovet for en børnehave, uden at det er lykkedes. Fru Kristine Enevoldsen, Teglværksvej, og læge Ibsen var de to, der arbejdede ivrigst for sagen. Et legat på nogle og tyve tusinde kroner er oprettet og bestyreres af bankbogholder Petersen, men alligevel har man ment, at de økonomiske vanskeligheder var for store.
I fjord troede man at have fundet en ideel udvej, idet forstander Sylvest, børnehjemmet "Sølyst", ansøgt ledelsen om lov til at lave en offentlig børnehaveafdeling. Det blev anbefalet af tilsynet: Fru pastor Sørensen, Jyderup, Amtsrådsmedlem Holger Nielsen, Høed, og folketingsmand Thisted-Knudsen, men strandede på, at hovedbestyrelsen ville se tiden lidt an. Forstander Sylvest har dog ikke opgivet håbet.
Nu tilbyder en Jyderup dame med børneplejeuddannelse, fru Kristine Petersen, Drivsåtvej 21, at åbne sit hjem som privat børnehave for 8-10 børn eller flere. Fru Petersen har allerede i de to sidste år haft et par børn i privat pleje, og det er hendes største interesse at omgås og passe børn.
Sognerådsformand Emil Nielsen udtaler, at sognerådet kun kan hilse dette private initiativ med glæde. Fru Petersen har været i tvivl om, hvorvidt det var tilladt at drive børnehave uden sognerådets sanktion, men sålænge Fru Petersen ikke søger om tilskud, har kommunen intet at sige derover. Først når eller hvis dette sker, træder en hel bunke paragraffer i kraft, siger sognerådsformanden, men vi synes det er en god og udmærket ide, fru Petersen vil realisere. Den kan man kun ønske hende lykke til10

I 1968 kan man se i Kalunborg Folkeblad at Hans og Kristine har guldbryllup11
Enevoldsen


Kilder:
Kilde 1: Jyderup Realskoles årsberetning, maj 1952, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Kilde 2: Jyderup Realskoles årsberetning 1956
Kilde 3: Jyderup Kirkebog 1950-63 opslag 155
Kilde 4: Kalundborg Folkeblad 30. januar 1979
Kilde 5: Kalundborg Folkeblad 5. juli 1975, side 7; Stadig noget at lære, Enevoldsen 77 år
Kilde 6: Kalundborg Folkeblad 4. marts 1954, side 3; 25 års jubilæum
Kilde 7: Kalundborg Folkeblad 24. jan. 1958, side 3; 60 år Hans Enevoldsen
Kilde 8: Kalundborg Folkeblad 7. feb. 1959, side 3+4; Indbydelse til 2 måneders ferie i USA
Kilde 9: Kalundborg Folkeblad 11. april 1959, side 3; Dansk bogbinder og kartonageforbund, Jyderup afdeling
Kilde 10: Kalundborg Folkeblad 19. jan. 1954, side 3+4; Første private børnehave
Kilde 11: Kalundborg Folkeblad 10. marts 1968, side 6; Guldbrudeparret Kristine og Hans Enevoldsen
Noter:

Sidst rettet 3. februar 2015
©Jyderup Realskole